Igennem de sidste 2 mio. år har klimaet skiftet flere gange mellem kuldetider, de såkaldte istider og varmetider eller mellemistider. Under istiderne blev store mængder vand bundet som is i gletschere som igen dannede store isskjolde, specielt på den nordlige halvkugle. Isskjoldene bredte sig over, store dele af de kontinenter, de var blevet dannet på. Man ved ikke præcis hvor mange istider der har været, men man ved, at der i Nordeuropa mindst har været syv istider, hvor gletschere i de skandinaviske fjelde voksede og forenede sig til et enormt isskjold, det nordeuropæiske isskjold.

Isen bredte sig ikke lige meget under alle istiderne, det er kun under de sidste fire istider, at isen helt eller delvist dækkede Danmark.
Denne hjemmeside omhandler den sidste istid, Weichsel. Den startede ca. 100.000 år BP (Before Precent = 1950), og varede til ca. 10.000 år BP. Det var kun i den sidste tredjedel af denne periode, at isen nåede ind over Danmark. Dette skete ved fire større isfremstød, det Gammel Baltiske-, Norske-, Nordøst- og Ung Baltiske isfremstød.
Vi har på hjemmesiden prøvet at illustrere disse via en Flash-animation, som er vores fortolkning af Michael Houmark Nielsens bulletin om sidste istid forløb.
Hjemmesiden er stilet til at gymnasialt niveau, og det ikke er påkrævet at man har nogen forhåndskundskaber om istidsgeologi for at kunne forstå den. Hjemmesiden skal ikke betragtes som et færdigt produkt, men et bud på hvordan en sådan hjemmeside kunne laves.

Gletscheren

I dag er 11 % af jordens landareal dækket af gletschere. Heraf udgøres de 84 % af det antarktiske isskjold, mens den grønlandske indlandsis udgør 11 %. Til samligning kan der siges, at da isens udbredelse var størst under sidste istid (Weichsel), var 31 % af landarealet dækket af gletschere og vandet lå 150 meter lavere end i dag.
For at forstå hvordan en gletscher opstår, er der nogle ting og begreber som først skal nævnes.

Sne til is

Snekrystaller er stjerneformede med sekstallig symmetri.

Når sneen har ligget på jorden i et stykke tid, er snefnuggende blevet til små iskugler. Det sker ved at de yderste grene smelter (eller fordamper) bort, og de små vanddråber genfryses i fnuggenes centre. Denne proces foregår ikke lige hurtigt over alt.
I Danmark hvor det ofte skifter mellem frost og tø, sker det nemt henover vinteren. På Grønlands eller Antarktis` indlandsis kan det tage 50 år eller mere, fordi at det sjældent eller aldrig er tøvejr. Disse snekugler eller firn som det også kaldes, bliver til gletsheris, når den trykkes sammen af de nye snemasser, der bliver aflejret ovenpå. Dette sker ved at, firnkuglerne smelter lidt, på de steder hvor de rører hinanden. Smeltevandet søger så ind i mellemrummene og genfryses. Dermed dannes større iskrystaller som til sidst bliver til gletscheris. Forvandlingen fra firn til gletscheris, tager fra nogle år i et klima som det islandske, til flere tusinde år i det centrale Antarktis.

Snelinien og glaciationsgrænsen

Snelinien er grænsen mellem den snedækkede og den snefri del af landskabet. Oven over snelinien, bliver noget af årets snefald liggende til næste år, mens sneen i landskabet under snelinien, når at smelte væk hver sommer. Snelinien på en gletscher er grænsen mellem den snedækkede del og blåisen. Gletschergrænsen er den laveste højde, hvor der vedvarende kan eksistere gletshere. Glaciationsgrænsen ligger derfor lidt lavere end snelinien. En stigning af den årlige lufttemperatur på blot 1 grad C, vil resultere i en hævning af snelinien og glaciationsgrænsen på omkring 200 meter. Hvis glaciationsgrænsen hæves så meget, at hele gletscheren ligger under denne grænse, vil gletscheren efterhånden smelte bort. Sneliniens og glaciationsgrænsens højde variere fra sted til sted. Den ligger højt hvor klimaet er varmt og lavt hvor det er koldt. F.eks. ligger snelinien mere end 5.000 meter over havet i den ækvatoriale del af Afrika, 2.500-3.000 meters højde i Alperne og nær havniveau i Antarktis. I Danmark skulle et bjerg være mindst 1.800 meter højt, for at være snedækket på toppen året rundt.
Nedbørens størrelse har også indflydelse på sneliniens og glaciationsgrænsens højde. Stort nedbør vil trykke begge grænser nedad, mens et tørt klima hæver dem. F.eks. er der i Vestnorge et årsnedbør på over 2.000 mm, og her ligger glaciationsgrænsen ved 1.200 meters højde, mens den er over 2.000 meter i Østnorge, hvor nedbøren er mindre end 1.000 mm om året.

Næring- (akkumulationsområdet) og tærings- (ablationsområde)område

En gletscher har, om man så må sige sin egen husholdning, med en indtægts- og en udgiftsside. Dette styres af klimaet. På den ene side tilføres sne, som efterhånde omdannes til is, og på den anden side, afgives is ved smeltning og fordampning. Hvis en gletschertunge ender i en sø eller havet, brækker store klodser af isfronten og driver væk som isbjerge, denne proces kaldes kalvning. Den højtliggende del af gletscheren hvor sneen ophobes og omdannes til is, kaldes for næringsområdet. Det er altid snedækket også om sommeren, fordi mængden af pålejret sne overstiger det tab, der opstår ved snesmeltning og fordampning. Den lavereliggende del af gletscheren kaldes tæringsområdet og er som regelt meget mindre end næringsområdet. Grænsen mellem de to områder kaldes for ligevægtslinien.

Forskellen mellem pålejring og afsmeltning kaldes for gletscherens massebalance. Den er positiv når pålejringen overstiger afsmeltningen og negativt når det modsatte er tilfældet.

Der skal meget store ophobninger af sne til, for at en gletscher kan opstå. Samtidig skal temperaturen være så lav, at det sne der falder om vinteren, ikke når at smelte bort om sommeren. Dette kan lade sig gøre, hvor den årlige middeltemperatur er lavere end 0 grader C.
En gletscher kan ikke opstå overalt i landskabet. For det første skal den jo ligge over glaciatiosgrænsen og så skal den ligge et sted, hvor terrænet ikke er for stejlt, til at sneen kan blive liggende. Det kan også ske at sneen på udsatte steder, simpelthen blæser bort. Gletschere dannes derfor kun i lavninge i højfjeldet, eller på højtliggende plateauer, der rager op over glaciatiosgrænsen.

Kolde og varme gletschers

Bunden af nogle gletschere har en temperatur på ca. 0 grader, fordi at isen isolerer. Luftens temperatursvingninger når kun at påvirke de øverste ca. 20 meter is. Nede i 20 meters dybde svarer temperaturen året rundt til årsmiddel i luften. Herfra stiger temperaturen nedad, for at nå 0 grader (eller mere præcist tryksmeltepunktet) ved isbunden.
Gletschere der overalt har en temperatur på tryk-smeltepunktet, kaldes for varme gletschere. Det er jordens indre varme, der er årsag til bundtemperaturen. Ud over at der tilføres varme fra jordens indre, produceres der også varme ved gnidning mellem isen og underlaget. Der skal derfor kun en lille trykøgning til, for at noget af isen skal smelte. Smeltning ved bunden er på omkring 1 cm is om året. Derimod er smeltningen ved overfladen om sommeren langt større, men det er vigtigt at vide at isen ikke kun smelter fra oven.
Varme gletschere findes bl.a. i Island, Skandinavien og Alperne. Det er ikke alle gletschere der har en bundtemperatur på 0 grader. Nogle steder er klimaet så koldt, at isens isolerende virkning ikke er stor nok. Dele af den grønlandske indlandsis har en bundtemperatur på -20 til -30 grader. Hvis temperaturen i hele gletscheren er under tryk-smeltepunktet, siges gletscheren at være kold. De er frosset til deres underlag og der bliver derfor ikke afsat noget moræne. Kolde gletschere findes fortrinsvis i områder med højarktisk klima.
Man kan i virkeligheden ikke skelne så skarpt imellem kolde og varme gletschere, fordi mange gletschere både kan indholde kolde og varme partier. Nogle steder ved f.eks. Svalbard, er isens randafsnit eller gletscheren tungespidser kolde. Det er de fordi at den isolerende isdyne er for tynd, mens de samme gletschere længere inde bag randen, har en bundtemperatur på 0 grader. Sådanne gletschere kaldes subpolare.

Gletscherens bevægelse

De fleste gletschere glider frem med hastigheder på 10-200 m/år, men det er dog meget forskelligt fra den ene gletscher til den anden. En af de hurtigste gletschere i Verden er Jakobshavns Isbræ i Vestgrønland, den løber fra Indlandsisen ud i Jakobshavns Isfjord, med en hastighed på mere end 20 meter pr. døgn.
En gletscher kan bevæge sig på to måder, ved indre deformation og ved at ismassen glider hen over underlaget, hvilket er den måde som varme gletschere bevæger sig. En kold gletscher kan kun bevæge sig ved indre deformation, da den jo er frosset fast til underlaget. Gletscherens indre deformation, skyldes trykket af isens egen vægt. Vægten skaber indre spændinger, der fremkalder ganske små forskydninger i de enkelte iskorn, så de deformeres. Den indre deformation indtræder i en dybde af 20-30 meter og vokser med belastningen, dvs. med tykkelsen af den overliggende is og gletscheroverfladens hældning. Deformationen er derfor størst nær bunden af gletscheren, men det er vigtigt at bemærke, at når et iskorn deformeres, bæres de overliggende iskorn med. Resultatet er, at gletscherens bevægelse er størst ved overfladen.

Iskapper og isskjolde

En iskappe er en ismasse så stor, at den næsten helt dækker den oprindelige terrænoverflade. Den typiske iskappe er hvælvet med et uregelmæssigt og lappet omrids, og isbevægelsen radierer ud fra centrum. Et iskjold er betegnelsen for de største gletschere i Verden. Der findes kun to isskjolde i dag. Den grønlandske Indlandsis som dækker et område på omkring 1.800.000 km2 og har en højde på 3.300 meter over havet, samt det antarktiske isskjold med et areal på 13.000.000 km2 og en højde på 4.000 meter. Disse isskjolde er så tykke, at de helt skjuler underlagets topografi undtagen i randområderne, hvor de højeste bjergtoppe stikker op gennem isen.
Et isskjold er højest på midten. Her ophobes sneen, og bevægelsen går udad mod alle sider. Afsmeltningsområdet findes langs randen hele vejen rundt. Hvis den grønlandske indlandsis og det antarktiske isskjold begge skulle smelte væk, så ville havene stige omtrent 73 meter.

Eustasi og isostasi

Vandstanden i jordens have, er under og efter en istid, udsat for meget voldsomme ændringer. Det skyldes to mekanismer: Eustasi som er betegnelsen for verdenshavets stigning eller fald og ismassernes påvirkning af jordskorpen som betegnes isostasi.
Da den sidste istid var på sit største, for cirka 22.000 år siden, var der bundet så meget vand i jordens ismasser, at havene stod ca. 150 meter lavere end i dag. Dette medførte blandt andet, at Danmark på et tidspunkt var landfast med Sverige og England, men også at Beringstrædet blev tørt land, så landdyr kunne vandre fra Asien til Amerika.
Eustatiske bevægelser er altid ens på hele kloden. Istidens enorme ismasser påvirkede jordskorpen med deres vægt, jordskorpen blev ganske enkelt presset ned af ismasserne. Da ismasserne smeltede bort, begyndte jordskorpen at vende tilbage til sin oprindelige facon. Men på grund af jordskorpens stivhed, skete det med en vis forsinkelse. I den nordlige Botniske bugt, som var centrum for det skandinaviske isskjold, hæver jordskorpen sig stadig, adskillige tusind år efter isafsmeltningen, med ca. 10 mm om året.
De isostatiske bevægelser er forskellige fra sted til sted, det skyldes at nedpresningen af jordskorpen var størst i centrum for nedisningen og aftog ud i periferien.

Landskabsdannende processer

Der var i Danmark under sidste istid ca. 4 grader for varmt til at der kunne opstå is. Istedet væltede isen ind fra det skandinaviske isskjold, som dermed formede det landskab, som man kender i dag.
Der er i Danmark, stort set eksemplarer, af alle de landskabsdannende processer som man kender og det gør Danmark til et meget interessant sted for alle glaciologer. Vi vil her komme med en mere eller mindre kort beskrivelse af en del af de landskabstyper, som er blevet dannet af isen. Vi vil også skrive lidt om, hvor de eventuelt kan forekomme i det danske landskab.

Drumlins

En drumlin er en strømliniede forhøjning oftest med facon som et æg, med en spids og en rund ende. Den runde ende vendte mod isens bevægelse og bag den er bakken nærmest trukket ud til en kortere eller længere "hale".

Den bliver dannet ved at der ligger en lille forhindring i form af en lille knold eller bakke, hvor isen så går henover. Noget af denne forhindring vil blive eroderet væk, resten vil blive overtrukket med moræne og gjort strømlinieformet. Jo længere tid isen går hen over en drumlin, jo større bliver den.

Dødis

Is, som ikke længere er i forbindelse med en gletscher, kaldes dødis. Når en gletscher er gået i stå og har en negativ massebalance, kan store isklumper i isranden blive isoleret, og derved smelte bort, uafhængigt af selve gletscheren. Isoleringen af isklumperne kan ske ved at materialet, som isen har medbragt, efterhånden smelter fri på toppen af isen, og samler sig i store "bunker". Hvis disse "bunker" er i nærheden af isranden, glider de ned foran isen, og isoleret derved store dele af den nederste is i gletscheren. Det medfører at bortsmeltning af den isolerede is hæmmes samtidig med, at resten af isen smelter med uforandret hastighed. Det vil sige, at på et tidspunkt, vil den isolerede is ikke længere have kontakt til selve gletscheren. I takt med dødisen smelter, sænkes den samlede landskabsoverflade. Jorddækket omlejres til stadighed under indflydelse af tyngdekraften og det rindende vand. Dette kaldes arealafsmeltning. Efterhånden som dødisen er bortsmeltet, dannes der et småbakket landskab.

Till

Till er en usorteret aflejring af ler, sand, grus og sten, som er afsat af en gletscher. Der findes flere forskellige former for Till. Bundtill er smeltet ud af gletschersålen og afsat inde under isen. Flyde-till er omlejret gentagne gange efter at være smeltet ud af isen.

Kame bakker

En kame bakke eller flad bakke som de også kaldes, er en form for fremtrædende bakke, som for det meste kun har ringe omfang i forhold til deres højde. Deres indre består af lagdelt grus, som ikke har undergået nogen forstyrrelse efter at det er blevet aflejret.
Man vil oftest finde disse kame bakker i grupper, det skyldes at de for det meste forekommer steder hvor der har ligget dødis. Dette vidner lagenes uforstyrrede lejringsforhold også på. Det er derfor meget sandsynligt at de er dannet i huller og sprækker i isdækket i nærheden af isranden. Kame-bakker er almindelige i det østlige Danmark, hvor de ofte ligger side om side i store grupper.

Moræne

Moræne er den aflejring, som afsættes direkte af gletscheren når denne går hen over landskabet. Moræne og till dækker stort set over det samme.

Randmoræner

En randmoræne bliver dannet af en kold gletscher. Under en kold gletscher er grundvandet i jorden frossent et stykke ned og det gør at is og undergrund fryser til hinanden. Når is og underlag er frosset til hinanden, bliver begge dele til en samlet blok med en stor indre styrke. Da undergrunden længere nede f.eks. 20 meter længere nede vil blive varmet op af jordvarmen, vil der altid findes ufrosne lag og på denne grænse mellem den frosne og den ufrosne jord, vil sammenhængskraften være meget lille. Derfor kan hele det frosne undergrundslag, eller dele af det, gå løs og blive slæbt med af og blive aflejret foran isen. Disse store stykker danner bakkerygge i landskabet kaldet randmoræner.

Smeltevandssletter

Ved randen af en gletscher vælder store mængder af smeltevand ud gennem gletscherporte og løber ud i det isfri landskab. Dette smeltevand forgrener sig hurtigt i et stort antal mindre løb. Strømløbene flytter sig hele tiden, fordi smeltevandet afsætter det medslæbte sand og grus. På den måde opbygges en stor flodslette, der kaldes en smeltevandsslette. Sådanne smeltevandssletter har særlig stor udbreddelse i Vest for hovedopholdslininen. Her har isen ligget stille længe nok, til at gletscherfloderne fik tid til at opbygge store sammnhængende flodsletter.

Stenorientering

Ved at undersøge bund-till kan man ved hjælp af en simpel analysemetode, bestemme gletscherens bevægelsesretningen. Det gøres ved at man laver et vandret snit i bund-till, og der vil man kunne se at aflange småsten ligger parallelt i en retning (bevægelsesretningen). For at gøre analysen så objektiv som mulig, skal stenene opfylde nogle fastsatte mål; de skal mindst være 6 mm lange, og længden skal mindst være 1½ gang stenens største bredde. Og målingerne skal mindst udføres på 25 småsten.

Tunneldal

En tunneldal bliver dannet ind under isen af smeltevandet. Det sker ved at smeltevandet samles i floder inde under ise, som så erodere i isens underlag. På denne måde kan en rivende vandstrøm udgrave en smal fure i isens underlag. Når så denne vandstrøm aftager, kryber isen ned i furen og fylder den ud. Når så vandstrømmen tiltager igen og istunnelen genåbnes, graver vandet måske en ny fure i underlaget ved siden af den gamle, isfyldte fure. Hvis dette sker tilstrækkeligt mange gange, vil der opstå en bred sænkning i gletscherunderlaget, en såkaldt tunneldal. Man kan finde tunneldale i mange forskellige størrelser her i Danmark. I Østjylland kan man se nogle specielt store som er dannet inde under isen som nåede til hovedopholdslinien.

Åse

En ås er nærmest det modsatte af en tunneldal. Hvor smeltevandet under isen gravede sig ned i underlaget og dermed skabte tunneldalene, kunne det også lægge materiale fra sig på rolige strækninger. Da vandets løb var begrænset til siderne af bræens is, blev aflejringerne under isen meget smalle, men til gengæld også meget lange. De blev til åsrygge.

Israndslinie

Israndslinier udgør en meget stor del af det danske landskab. Det er ved hjælp af dem at vi kan se hvor langt isen har været inde over Danmark i sidste istid. Der kan ses israndslinier efter alle fire isfremstød, som kom ind over det danske landskab i sidste istid.
Da isen under Weichsel-istiden var på sit største, nåede isen ikke at dække hele Danmark. Isen nåede kun til Midtjylland og her har man i dag, det man kalder hovedopholdslinien. Hovedopholdslinien løber fra Bovbjerg i Vestjylland over Viborg-egnen til Padborg nede ved grænsen til Tyskland.

Gletscherporte

Smeltevandets afstrømningsveje i en varm gletscher, starter i overfladen og arbejder sig vej ned igennem gletscheren, hvor det danner gletscherspalter eller gletscherbrønde. Nogle af smeltevandsløbene forsætter helt ud til isranden hvor de udmunder i gletscherporte.

Hedesletter

Hedesletter består af smeltevandsaflejringer afsat foran isfronten. Det er velsorterede aflejringer, der for det meste består af sand, men kan også være silt eller ler. En hedeslette er tilsyneladende flad, måske med enkelte erosionsdale, men i virkeligheden falder det topografiske niveau væk fra isranden.
Et eksempel på dette ses ved Skelhøje sydvest for Viborg, hvor der i slutningen af sidste istid er dannet en smeltevandskegle, der breder sig ud i sydvestlig retning og danner hedesletten. Langs hovedopholdslinien er der flere af sådanne aflejringskegler, der er dannet ud for porte i isen, hvor smeltevandet er strømmet ud. Udover området vest for hovedopholdslinien ses hedesletter/smeltevandsaflejringer foran andre israndslinier f.eks. Tirstrup Hedeslette, og i dalstrøg, der har virket som afvandingskanaler for smeltevandet.

Ledeblokke

Ledeblokke er interessante fordi at de er blevet aflejret af de forskellige isfremstød der er gået hen over Danmark. En ledeblok er en bestemt stenart, som man ved stammer fra en bestemt lokalitet. Man kan derfor, ved at kikke på hvilke sten der er på stedet og hvor de kommer fra, få en ide om hvilke isfremstød der er gået hen over stedet. En af de ledeblokke som er mest karekteristisk, er en rhombeporfyr.

Rhombeporfyr fra Osloegnen.

Rhombeporfyrer findes som det eneste sted lidt syd for Oslo. De Rhompepofyrer som man kan finde i Danmark, må således være bragt til Danmark af et isfremstød fra nord. Gennem tiden har opfattelsen af ledeblokkenes betydning ændret sig meget. Omkring 1900 udsprang de første istidsteorier på basis af ledeblokkene. En mand ved navn Wilhelm Milthers gik rundt i hele Danmark og fandt og optalte 6 forskellige ledeblokke, som alle var porfyrer. Disse porfyrer kom henholdsvis fra Oslofeltet, Dalarne og Østersøensbund (Se billedet).

Brunøstesøkvartsporfyr.

Milthers mente nemlig at porfyrer var de eneste stenarter, som kunne modstå den forvitring som isen måtte medføre. Det billede som tegner sig ved kun at kigge på Milthers 6 porfyrer er så mangelfuldt, at man i dag er gået væk fra Milthers metoder. Man bør for det første inkludere diverse granitter, samt se på langt flere typer af sten i de områder, som isen kunne have passeret på sin vej til Danmark.

Milutin Milankovitch's teori

Den jugoslaviske matematikprofessor Milankovitch, afsluttede i 1930 en bog "Mathematical climatology and the Astronomic Theory of Climate changes", hvori han skrev, at der var 3 ting, som havde afgørende indflydelse på jordens klima :

1) Faconen af jordens bane omkring solen

2) Jordaksens hældning

3) Tidspunktet på året, hvor jorden er tæt på solen

1) Jordens bane omkring solen er ellipseformet. Formen af ellipsen skifter mellem af være nærmest cirkel formet og mere ellipse formet. Ellipsen ændrer form med en cyklus på ca. 95.000 år, hvilket vil sige at efter ca. 47.500 er jordens bane nærmest cirkelformet, og efter yderligere 47.500 år er jordens bane mere blevet ellipseformet, se figur.

2) Jordens akse hælder, set i forhold til solen, hvilket er det som giver os årstidsvariationerne. Men aksen hælder altid mellem 21.8° og 24.4°, således at efter 21.000 år hælder aksen 24.4° og efter endnu 21.000 år hælder aksen 21.8°. Jo mindre en hældningsgrad, jo mindre bliver årstidsvariationerne og omvendt. Dette vil sige at graden af årstidsvariationerne gennemløber en cyklus på ca. 42.000 år, se figur.

3) Eftersom jordens bane er ellipse formet, har det en hvis betydning hvornår på året, at jorden er tæt på solen. Da det tager jorden ca. 1 år at omløbe solen, vil det sige, at hvis jorden er tættest på solen d. 3 januar, så er solen længst væk d. 4 juli. Dette betyder varmere vintre og koldere somre. Om ca. 10.500 år vil jorden være længst væk fra solen d. 3 januar, og dermed tættest på solen d 4 juli, hvilket medfører koldere vintre, men varmere somre.

Dette vil altså sige at årstidsvariationens forskel også afhænger af, hvornår på året jorden er tæt på og langt væk fra solen. Denne cyklus gennemløbes på ca. 21.000 år. Disse 3 faktorer spiller sammen således, at temperaturforskellen i skandinavien, som følge af disse 3 faktorer ville svinge med 2-3°. Men da middeltemperaturen for juli måned under sidste istid var ca. 8-10° lavere end nu, må andre faktorer også have haft indflydelse på klimaet. Milankovitch mente at temperaturfaldet på kunne fordobles fra 2-3° til 4-6° alene på grund af albedo effekten. Albedo er et mål for hvor mange % af solens stråler, som bliver tilbagekastet fra en overflade. Da is og snes albedo er væsentlig højere end jords (og plantebegroet jord), ville område dækket af is og sne, tilbagekaste en stor procentdel af solens indstråling og derved fordoble temperaturfaldet.
Et istids markant koldere klima i Nordeuropa ville samtidig medføre, at havstrømme og cyklonbaner ville blive tvunget længere sydpå. Derved ville bl.a. Norges vestkyst modtage et mindre varmetilskud fra Golfstrømmen, end en afkøling på 3° i sig selv ville bevirke.

Ud fra Milankovitch teorier kan vi forvente at den nuværende varmeperiode vil forsætte i endnu ca. 40.000 år. Dog mener nogle forskere, at Danmarks klima i løbet af 1000 år, vil blive som det klima man har omkring Trondheim i Norge.

Dateringer

Vi ved i dag en masse, om klimaet igennem de sidste millioner af år. Den viden som vi har fået, har overbevist os om, at klimaet har ændret sig flere gange og til tider ganske drastisk, igennem tiden. Vi har fået vores viden fra forskellige former for dateringer og undersøgelser af klimaets skiften.
Man har gennem tiderne haft forskellige metoder til at lave disse dateringer som efterhånden som man fandt nye metoder viste sig at være ukorrekte. For eksempel har relative nye iskerneboringer fra grønlands indlandsis, vist sig, at den ellers så anerkendte C14-daterings metode mere eller mindre ikke kan bruges til at daterer emner, som er mere end 16.000 år gamle, uden at man skal påregne en hvis fejlmargen, på op til flere tusinde år. Man bruger dog stadig C14-dateringer, da de er ganske pålidelige frem til da.

Havbundsboringer:

I dybhavet sker sedimentation meget langsomt og stort set uforstyrret. Derfor kunne man i 1963 tage søjler på 15 m fra havbunden og derudfra finde ud af at der i løbet af de sidste 1,8 mio. år har været 17 kuldeperioder. Mere teknisk gør man det, at man undersøger lagenes indhold af forskellige typer foraminiferer, som er encellede dyr med kalkskaller. Især leder man efter en varmekrævende art som skiftevis optræder og ikke optræder i lagene. Disse kan så påvise om det har været et koldt eller varmt klima. Man undersøger også indholdet af O18-isotoper, som ligeledes kan beskrive hvilke temperaturer der har været på det gældende tidspunkt. Et højt antal O18-isotoper betyder at klimaet har været koldere og visa versa.

Iskerneboringer

Man har gennem de sidste 10 år, foretaget flere iskerneboringer på grønlands indlandsis og det antarktiske isskjold. Via disse boringer er det lykkedes forskere, at fremkomme med nogle ret så præcise temperatur dateringer for de sidste 200.000 år. Det er sket ved, at man borer et rør ned igennem indlandsisen og undersøger derefter hele issøjlen lag for lag. I hvert lag kan man da finde frem til indholdet at O-18 (en isotop af Oxygen). Et højt indhold af O-18 er ens betydende med et varmere klima. Ligeledes betyder et lavt indhold af O-18, at der har været et koldere klima.

O18 figur : Indholdet af O18 isotopet som funktion af tiden i de sidste 250.000 år.

O18 figuren illustrerer, at den sidste varmeperiode, mellemistiden Eem, lå for mellem 110.000-140.000 år siden. Desuden kan man se, at der i perioder i Eemtiden, var et varmere klima, end der er i dag.

C14

Kulstof14 metoden har igennem mange år, været den mest respekterede dateringsmetode. Men efter bl.a. iskerneboringernes meget præcise data, har man fundet ud af, at kulstof 14 metoden ikke er helt så sikker som først antaget. Derfor går man inden for istidsforskning, længere og længere væk fra C14 metoden. Man ved med rimelig sikkerhed, at hvis man prøver at datere en peridode, som kaldes Allerød-Bølling, som lå ca. mellem 11.000-15.000 BP, giver C14 en fejl på op til 3000 år.

Vores dateringer

Vores animation er baseret på Michael Houmark-Nielsens afhandling, om den sidste istids bevægelser i Danmark. MHN har primært valgt, at datere efter C14 metoden, hvilket så betyder at tidsangivelserne i animationerne skal tages med et vist forbehold. Da vores termometer samtidig viser O18 indholdet af en iskerneboring fra Grøndlands indlandsis, som antages at været en ret præcis indikator af klimasvingningerne, hænger isens bevælgerser og tempereturen ikke altid lige godt sammen. Det er f.eks. altid sådan, at en gletscher vokser når temperaturen falder, og smelter når temperaturen stiger. Man kan dog have isfremstød selvom temperaturen er stigende. F.eks. opfatter nogle istidsforskere det ungbaltiske isfremstød som en tynd og hurtigt is, som nærmest skred ud fra selve isskjoldet fordi temperaturen steg kraftigt. Isfremstødet skete altså på et tidspunkt hvor temperaturen var stingende, hvilket strider imod almindelig logik.

Perspektivering

Hvorfor bør man overhovedet beskæftige sig med istiden ? Det er jo alligevel så lang tid siden og det man ved om istiden, er så usikkert. Ja, og det er det som er så spændende ved istiderne. Geologer er den dag i dag stadigvæk meget uenige om flere aspekter om istiderne, således at der til stadighed er brug for ny viden for at forstå fortidens klimaskift til bunds. For først når man forstår fortidens klima, kan man begynde at forudsige fremtidens klimaudvikling mere præcist. I denne sammenhæng er Danmark et meget interessant område at studere, fordi det danske landskab i den sidste istid har været randområde til det store skandinaviske isskjold, hvilket har betydet at Danmark er fyldt med efterladenskaber.

Det store spørgsmål i dag er, om vi lever i en mellemistid og er på vej mod en ny istid, og i så fald hvornår vil denne istid komme? Hvis tendensen holder, står vi på kanten til en ny istid om ca. 20.000 år. Spørgsmålet er så om mennesket til den tid har påvirket klimaet så meget, at istidscyklusen vil blive brudt.
Forskerne og medierne bombardere os i dag med forskellige skræmmekampagner om hvad der vil ske hvis ikke vi mennesker ændre vores gang her på Jorden. Indlandsisen og Antarktis vil smelte og man har beregnet at som følge af det vil verdenshavene stige med ca. 73 meter. Ifølge mange forskere og miljøforkæmpere, har den menneskelige aktivitet været skyld i en temperaturstigning på ca. 1 grad.