Denne ufuldendte beretning skrev Finn Ejnar Madsen vistnok kort efter hjemkomsten fra færø-turen, og så vidt vides fik han aldrig skrevet den videre eller færdig. Beretningen slutter lige som vi kommer til Norges sydkyst - altså nøjagtig da de første sammenstød mellem Finn Ejnar og især Svend Erik finder sted. Her får Finns magtmisbrug med hensyn til at ville sejle i timevis med en uhyggeligt hængende hængebom Svend Erik til at fare i flint og stille tvivl ved kommandosystemet ombord.
Beretningen er på 6½ A4-sider. Den er skrevet på gammeldags skrivemaskine, og jeg har scannet den ind, med deraf følgende småfejl, som jeg har søgt at finde og rette. Men der hvor Finn har lavet fejl, har jeg ladet dem stå (under skyldig hensyntagen til historiciteten)

Jeg har valgt at vise det brev frem, som Finn udsendte til de personer, herunder undertegnede, der havde meldt sig som interesserede i Færø-turen, lige herunder. Jeg har anonymiseret de to mænd, der alligevel sprang fra inden turen - af diskretionshensyn, selvom de jo tydeligvis var så fornuftige, at de burde berømmes for det. Under brevet kommer så beretningen.
Brevet - sammen med den ufuldendte beretning - synes jeg viser meget om personen Finn Ejnar Madsen.

God fornøjelse med læsningen.








FÆRØERNE
Foråret    1992

Til

Migselv.

Stig Ekblom
Alleen 65 st.th.
2770 Kastrup

Ole Nxxxx
xxxxxxx
(Bornholm)

og

Bo Wxxxxx
xxxxxx
(Sverige)
Søndag den 8. marts 1992


Gode skibsbesætning.


Alt går planmæssigt m.h.t. Færøturen.
Igår fik jeg at vide, at vindroret grundlæggende
er færdigt.  Der mangler tilpasninger, som skal
ske ved montage og prøvesejlinger, omkring 1.maj.

Afgang sker fra Sundby (Amager, København),
fredag den 15. maj.  Passer det bedre for Bo, kan
han stige på på Hyppeln ved Göteborg.  Bortset herfra
er næste stop Færøerne.  est.time of arrival:
Fredag den 22.maj.   Der er fri udskejelse på
øerne til og med Nordøfesten 29-31. maj.   Afgang til Sundby 1.juni.  
e.t.o. arrival:  Mandag den 8. juni.

Proviant indkøbes samlet og til billigste pris (ca. 800 kr. for hele turen).
Alkohol må ikke indtages til søs, cigarføring fri.

Til søs er der to vagthold. 4 timers skift.  Varmt tøj nødvendigt , men hver kan kun
medbringe bagage i form af een køjesæk.

Der skal gives bindende tilsagn snarest, og senest 15. april.

Andet har jeg ikke at sige, og jeg tror ikke, at der bliver andre forudseelige problemer
end de nævnte.

Kærlige hilsner fra
Finn Ejnar Madsen
Paltholmterasserne 37F
3520 Farum
Tlf.: 42 95 76 60
(krusedulle)






Færøerne tur/retur på godt tre uger

Allerede i 86 luftede jeg ideen om at sejle til Færøerne. Og vennerne lod rygtet fare. En dag fik jeg følgende tilbagemelding overbragt fra professor i psykologi, Rolf Willanger: "Hils Finn Ejnar, og sig, at han ikke er rigtig klog. Hvis han skulle finde på at gøre det alligevel, skal det ikke være om sommeren, men i maj måned. For da er der rolige vinde fra øst".

Budskabets saglige værdi udsprang ikke af afsenderens faglige dygtighed. Men det afsløredes, at han som barn havde fået viden om havet. Han var vokset op i Bergen, hans far var styrmand.

Det ansporede mig kun yderligere, at jeg provokerede en ældre fagfælle. Men jeg forfulgte straks det efterfølgende råd, og anskaffede mig meteorologisk instituts 30-års oversigt over vejret på Færøerne. Den gamle havde ret: Der var færre dage med hårdt vejr i maj (og juni), end i de andre måneder. Vinden havde østlig tendens. Og der var mindre tåge, end på noget andet tidspunkt.

Jeg hørte om strømmen, og anskaffede mig strømtabeller. Jeg købte kort, som jeg satte på væggen, og studerede de lange vinteraftener. Færøerne var blevet en del af mit liv.

Jeg sagde min stilling op i 87, og var arbejdsløs. I begyndelsen af maj 88 sneede det, og var koldt. Jeg puklede under ugunstige forhold med at få skibet klar. Jeg havde mønstret et uerfarent mandskab, men de var unge og stærke. Vi havde sat familier og venner stævne i Sundby Seilforening til en afskedsbajer. Men afgangen måtte udsættes til dagen efter. Den 16.maj 1988 sejlede vi kl.11.30 fra Sundby, i det dejligste vejr. Dog med løfte om kuling på Nordsøen, to dage senere. Vi havde ikke travlt, jeg planlagde at nå Skagen, før det brød løs. Der ville vi gå i havn, mens uvejret drev over.

Aldrig har der været smukkere gennem sundet. Jeg blev vækket næste morgen, da rorgængeren sigtede Anholt. Det var blevet gråvejr. Om formiddagen sprang vinden flere gange, snart var den os imod. Med stigende vindstyrke krydsede vi den ganske dag. Vinden blev så stærk, at jeg ikke selv kunne vige fra pinden. Dermed blev navigationen elendig. Om eftermiddagen gik vi bidevind med en helvedes fart og stor krængning på ret roligt vand. Da viste der sig sømærker, som jeg identificerede som værende syd for Læsø, der hvor det blir rigtig grundt, uden at man endnu kan se øen. Vi kunne være sejlet forbi mærkerne, uden at have set dem, og være gået på grund.

Bortset fra denne fejl, var jeg henrykt ved den hurtige bidevindsejlads. Men mandskabet blev mere og mere elendigt af søsyge. Een sov i sit søtøj i cockpittet, ham gik det bedst. Een anbragte sig i hovedkahytten, hvorfra hun sørgmuntert bemærkede, at der ved den stærke krængning løb vand ind gennem vasken. Vi havde indrettet os med faste køjepladser, derfor lå een forude, hvor båden vippede så meget, at han blev helt ødelagt af søsyge.

Kulingen var kommet før beregnet. Vi gik ind i Frederikshavn efter 31 timer 45 minutters sejlads. Mandskabet var lykkelig over at komme i land. Der var godt vådt i båden.

Moralen retableredes ved grillbar og opvarmning og udtørring af båden. Jeg noterede i logbogen en gennemsnitsfart pa 4,3 knob ad korteste vej fra Sundby  til Frederikshavn (mens farten selvfølgelig havde været større, fordi vi krydsede fra Anholt). Med den fart, skrev jeg optimistisk, ville resten af færden kunne gøres på 7 døgn.

Det blæste endnu hårdere dagen efter. Men jeg overtalte besætningen til for stormsejl og langs kysten at krybe os til Skagen. Her slog vi os til ro. Vi spillede tennis. Vi læste Skagen Avis. Der stod, at to fiskekuttere var gaet ned under indsejling til Hirtshals. Flertallets hu stod ikke til videre havsejlads.

Som ansvarlig leder måtte jeg nu drage den eneste mulige konklusion: Færøerne var aflyst. Eenheden bevaredes med en ny plan om dagsejladser i den svenske og norske skærgård. Der fik vi trods alt dejlige dage, med svage vinde og brændende sol.

Men om vinteren sviede nederlaget. Jeg studerede vindror, for med sådan et ville jeg kunne overvinde afhængigheden af de ukyndige. Sommeren efter tog jeg revanche med sejlturen til Leningrad, som er af omtrent samme længde (7-800 mil). Hjemturen foregik i et stræk.

---------------------------------

Efter to frie somre på vandet begyndte jeg atter at arbede.

Nu måtte jeg bruge de snævrere rammer til ferie med familje i vore nærmeste farvande. Men jeg supplerede med nogle gedigne mandeture i ydersæsonen. I 90 med en ugelang forårstur til Polen, og en udvidet weekendtur i slutningen af september til Stralsund.
I 91 en vild efterårsuge til Oslo.

De to sidste ture sejlede jeg med Stig Ekblom fra Kastrup. Det kunne ikke undgås, at han kom til at høre om Færøerne. Han æggede mig til en uforpligtende planlægning af færøtur i maj 92. Og da han før jul indså, at han i foråret ville blive arbejdsløs, fordrede han planens gennemførelse.

Jeg havde ævlet om Færøerne til en bornholmer, jeg mødte på Christiansø. Og til en Stockholmer, jeg mødte i Amsterdam. De var begge sejlvante, og interesserede. Ole fra Bornholm var arbejdsløs, svenskeren blev det uventet. Jeg sendte dem den endelige turplan (som er brevet af 8.marts), og regnede nu med et sødygtigt fællesskab på mindst 3 mand. Stig og jeg var de sikre, måske ville en af de to falde fra. Stig påstod på baggrund af to tidligere erfaringer, at det såmænd nok ville ende med os to alene, og at det var helt iorden.

Hvis noget flyder, må andet stå fast. Jeg tog en kort drøftelse med Stig om ledelse. To muligheder forelå, fremlagde jeg: Beslutninger ved simpelt flertal - eller at skipper træffer afgørelser. Jeg ville være tilfreds med begge principper, men jeg ville have fastlagt, hvilket vi skulle anvende. Stig var uden vaklen: For ham var det en forudsætning for deltagelse i færden, at skipper var beslutningstager. Han mente efter erfaring fra vore andre ture, at jeg lyttede efter hvad folk sagde, og tillagde det passende vægt. Så var der ikke mere at snakke om i den sag.

Svenskeren bandt sig til intens arbejdssøgning, og meldte forfald. Ole sagde ja. Han ville dog først inspicere båden på land ved en rejse til København. Samtidig tilbød han at lave nye bundventiler (så der, blandt andre fordele, ikke mere løb vand ind gennem vasken på bagbord halse, bidevind).

Ole har imidlertid den kedelige erfaring at have været ombord på en sejlbåd i Middelhavet, som i storm mistede en mand. En af Oles forbedringer til skibet blev en utroligt kraftig livlinebefæstelse. Efter en uges overvejelser hjemme på Bornholm meldte han fra: Han frygtede at skibet ikke ville kunne klare turen.

Det så altså ud til, at Stig ville få ret.

----------------------

Stig og jeg fortsatte planlægningen omhyggeligt, hver for sig. Stig studerede beskrivelser af øerne, landkendinger, vejret, og strømmen.

Jeg pudsede mine sextant-navigationsprogrammer til lommeregneren af, og udfærdigede ny observationsformularer.

Forårets væsentligste og mest arbejdskrævende forbedring var vindroret. Det blev lavet af min ven Niels, som er primusmotor i kollektivet, som sejlede det stolte skib "Alotola" til Leningrad i 89. Han påstod, det ville virke, jeg håbede det. Som værket skred frem blev det tydeligt, at der ikke ville blive tid til afprøvninger inden afgangen.

Skulle håndstyring vise sig nødvendig, ville det blive en hård tur for to mand. Tre mand var meget bedre. Jeg lagde atter snarer for Svend Erik Sokkelund fra Sundby Sejlforening. Vi havde organiseret Leningradturen sammen, og været på en efterfølgende skærgårdstur i 89. Flere måneder tidligere havde jeg inviteret ham til Færøerne, men han var ikke til at flå væk fra sine gøremål i staden, selvom man kunne mærke at det rykkede i ham. Men en dag hørte jeg fra en fælles ven, at Svend Erik gik randt og fortalte at han skulle sejle til Færøerne. Så vidste jeg, en uges tid før afgangen, at vi blev tre.

Tidsplanen var snæver. Jeg havde opsparet 3 ugers afspadsering. Vi skulle afsted store bededag, fredag den 15.maj, og være hjemme ved pinsens slutning, mandag den 8.juni. Vi beregnede en uges sejlads derop, en god uge deroppe, og en uge hjem.

Båden stod stadig på land. Jeg havde arbejde at klare før afgangen.

Svend Erik tog sig både af søsætning og af tilrigning. Denne gang var det et team af erfarne folk, man kunne regne med.

Skibet var sig selv, og som det plejer: 8,28 x 2,35 x 1,55. Med alle relevante sejl, men uden nogen form for motor. Stig kom slæbende med en lånt gummiredningsflåde og en rigtig radiopejler. Det ordinære udstyr indeholdt ingen af delene, navigationsudstyret var, foruden flere magnetiske kompasser, en almindelig radio med forlænget langbølgeskala, som kunne tage de fleste radiofyr. Sextant og programmeret lommeregner + fotokopier af de nødvendige sider i årets nautiske almanak. En log, indkøbt året før i Polen, og endnu ikke justeret. Der var søkort over Kattegat, Skagerak, Nordsøens nordlige del (rettet til og med foråret 88), og over Færøerne, men intet over Nordatlanten, som bare er vand. Der skulle vi sejle "koordinatsejlads".


------------------------

En mand skulle altid have vagt. der var to køjer i hovedkahytten, vi skulle skiftes til. Forkahytten var reserveret til sejl og toilet. Der var en løs varmeovn til petroleum. Der var provianteret alsidigt, Stig havde endda medbragt gasbageformen fra sin egen båd, så der kunne bages frisk brød. Der var tanket rigeligt vand (ca. 70 liter - man regner et par liter pr. mand og dag).

Men det hele lå i eet rod, sammen med værktøj fra klargøringen, da jeg kom til båden, fredag den 15.maj om morgenen. Vi brugte dagen til at stuve proviant og fjerne overflødigheder. Vi havde ikke stævnet folk til nogen formel afsked, men rygtet var gået, og der var den halve dag en hyggelig strøm af folk, som ville ønske os god rejse.

Altså sejlede vi fra Sundby med omtrent ½ døgns forsinkelse fredag aften kl.20. Men det var lige meget, vi havde overskud af både kræfter og tid, følte vi.

Det var årets første sejltur for os alle, men vi havde tillid til hinanden og kendte alle båden. Nattevinden på Sundet var ganske svag, men der var god medstrøm. Vi styrede med hånden, men konstaterede at hjælperoret (som ellers skal styres af vindfanen, og som igen styrer hovedroret) fulgte med og var rimeligt balanceret. Vi experimenterede med justeringer, men fik det ikke til at virke. Også det tog vi let.

Det tog 8 timer til Kronborg, der gik jeg til køjs. Mandskabet noterede Kullede timer senere. Da jeg vågnede ud på formiddagen var vinden jævn, og vi gik bidevind. Solen skinnede, og mandskabet noterede triumferende at vi havde sejlet på vindror siden Kronborg. Så var det bare at hygge sig med en god bog på det skrå skib, som af sig selv avancerede mod fyret på Fladen.

Når man stiler mod Nordatlantens farefulde klipper, forestiller man sig ikke strabadser i Kattegat.

Efter Kullen aner man i godt vejr Hallands Väderö og Torekov. Så viger landet, og det varer lidt, før Tylö dukker op. Man er stadig ved begyndelsen, skal vænne sig til sommer og sejlads. Har end ikke rigtig kokkereret ombord. Sextanten ligger stadig i skuffen. Man er så småt igang med afviklingen af landlivet bondske døgnrytme.

Da mødte vi turens mest ubehagelige sejlads.

Nu skal jeg ikke kunne sige, om det også objektivt var der, søen gav båden den største vinkel-acceleration. Men virkningen var så væmmelig, at vi siden, under hele turen, med grusom ironi vrængede ordet "Laholmbugten".

Det blæste hårdt, vi sejlede bidevind. Alle var mere eller mindre søsyge, og i hvert fald fordelte vi os på de to steder, som erfaringsmæssigt er mindst søsygefremkaldende: I køjen og ved roret. Jeg husker et enkelt overmodigt forsøg fra min side på at kravle ned og hente en dåse suppe til opvarmning. Det endte ynkeligt med alskens søsygekvaler, selvom hele operationen ikke havde taget 10 minutter. Jeg husker ved det urolige vejrs afslutning Svend Eriks lange kamp med dåseåbneren under bådens hakkeri. I sin ødelagte tilstand havde han de største praktiske og intellektuelle problemer med at holde dåsen vandret, så indholdet forblev der under operationen. Jeg husker hans hærgede ansigt, og den stadige strøm af eder.

Sådan gik lørdagen, om aftenen var vi ved fyret på Fladen, som jeg havde pejlet på radioen. Notaterne i logbogen begynder igen.

Søndag ved daggry har vi Tistlerne et par mil til styrbord. Nu begynder det dejlige vejr. Vi går bidevind, bagbord halse, og ikke langt fra Sveriges kyst. Ved dagggry mandag morgen er vi omsider på Skagerak, med "let vind fra forskellige retninger", som der også varsles fremover. "Vi er nu rekreerede efter hård vind med diverse personlige sammenbrud under og efter uvejret". står der i logbogen.

Stadig mandag morgen blir det vindstille. Solen bager, dog er det noget diset. Vi har ikke noget at lave, er alene på Skagerak. Der er ikke land at se. Vi bruger den tomme tid til at finde alle mulige radiofyr selvom vi egentlig ikke har behov for positionsbestemmelse. Vi sejler igen, kl. 7.30 Greenwich meantime (som vi af hensyn til sextantnavigation allerede er gået over til) 3½ knob på vand, der er som olje, kurs 260. Det gir sig selv at vi bare skal vestpå. Men skal vi fornuftsbegrunde legen med radiopejleren, må meningen være at identificere alle de ny frekvenser på radiofyrene, som netop i år er trådt i kraft. Vi har ikke kunnet få tidssvarende radiofyrstabeller hos Weilbach. Nu finder vi også, at vi er overraskende langt mod nord, længere end loggen og bestikket lader formode, og vi tilskriver det strøm (selvom loggen er ujusteret). Tirsdag morgen ser vi Norges kyst og identificerer med radiopejling Oksøy fyr mod nordøst. Det er atter vindstille. Der kommer en anelse luft, og vi sejler 1½ knob. Tirsdag sejler vi langs Norges kyst. kl.18,30 er vi efter loggen sejlet 237 mil. Eneste mangel ombord er sololje. Jeg går på dækket og skraber og lakerer.
----------------




Her slutter Finn Ejnars beretning, desværre. Det kunne have været interessant at se hans udlægning af færdens videre forløb.
Jeg håber dog - ved at bringe denne lille del af beretningen - at kunne bibringe en smule forståelse af og fornemmelse for hans person...
Finn blev pludselig - 12 år efter færøturen - syg under en ferierejse og blev fløjet hjem, men døde få uger efter af kræft den 27. August 2004.
Lige så uforudsigelig og dramatisk hans færden blandt os var, lige så uventet og dramatisk forlod han de levendes rækker.
Vi kan altså ikke mere få hans udlægning af færden, men til gengæld kan vi andre så boltre os hæmningsløst i vores egne versioner.....






Her kan du komme tilbage til Stig Ekbloms beretning om Færøturen


Og her til Stig Ekbloms hjemmeside