TUR TIL ØSTTYSKLAND,  WEEKENDEN D. 11-14/9-90.
 
Efter at have fablet en tid om at nå Østtyskland pr. sejlbåd netop i denne sommer inden vestens lyksaligheder totalt overtager hverdagen, i denne sarte overgangfase hvor befolkningen fortumlet fumler med alt det nye, lykkedes dette efter en hurtig beslutning onsdagen før den pågældende weekend. 


Båd: "Vahine",  26' platgatter uden motor , bygget i mahogny over vandlinien, og eg under - på egespant.
 
Besætning:  2 voksne, Finn Ejnar Madsen og Stig Ekblom,
samt min søn Martin, 14 år. 
 
Mål: Stralsund, beliggende under øen Rügen,
80 sm SSØ for Kastrup Gamle Lystbådehavn. 
 
Søkort: Dansk nr.188, Østersøen, og tysk nr.141,
købt hos Weilbach for kr.158. 
 

Der var aftalt afgang fra Kastrup Gamle Lystbådehavn Fredag kl.13:00.
Finn kom sejlende fra Sundby Havn kl 12:40, men havde problem med nogle sprængte kordeler i styrbords undervant. Vi enedes om at ordne det, for der var kulingsvarsel for Østersøen, NW-W, 10-15 m/s, så dette undervant ville få en hård opgave. Kastrup Marine Service lavede et nyt på 20 minutter, så kl. 14:00 var vi ude af havnen.
  Finns Baad

Vi satte kurs 170 grader til Falsterbo, hvor søen var ret skrap, derefter 165 grader lige på Rugen.
Vinden var frisk W, men øgedes efterhånden til kuling. 15 sm N for Rügen drejede vinden til NW og aftog lidt, det klarede noget op.

Kl. Ca. 24:00 var vi udfor Rügens N-spids (øen Hiddensee), ved fyret Dornbusch, som er et meget kraftigt lynfyr. Af 2 muligheder for anløb havde vi valgt den 5-lige, i håb om at kunne sejle til Stralsund endnu i nat. 65 sm på 10 timer fortæller om god vind.

Det gik fint med at finde fyret Gellen og ledefyrene til rendens første del, men så hørte festen også op.

Ledefyrene til næste del af renden var der ikke, så vi måtte famle os fra mærke til mærke, der stod med ca. 2 kabellgd. afstand. Vi tabte sporet og baksede rundt, dybere og dybere ind mellem grundene og stranden. Vi opgav at finde renden igen og besluttede at kaste anker for lige at overveje situationen. Vinden var øget igen til kuling. Grundene dæmpede søen noget, men udsigten til en nattesøvn ganske tæt på en kyst med pålandskuling var ikke lovende.      ****(note 1, se nederst)

Ankergrejet viste sig at være glimrende, et tungt dræg med 25 m kæde.

Da Finn havde droppet ankeret, så jeg lige ved båden noget stort og sort, et styrbordsmærke. Vort forehavende var alligevel lykkedes, så vi havde ankret midt i renden. Vi besluttede imidlertid at blive her til morgengryet, en vildfarelse længere inde bag grundene ville kunne føre til forlis.

Finn og Martin sov, og jeg tog ankervagten. Hvert 25. minut var jeg oppe og få håret blæst igennem, og konstaterede, at der ikke var skibe i sigte, og at mærket lå hvor det lå, vi rokkede os ikke ud af stedet.

Ved morgengryet, mens vi gjorde klar til at kæmpe med at få ankeret op, kom der alligevel en kanaltanker mosende ind gennem renden mod os. Der var plads til dem og de rev ikke vores ankerkæde med sig, men de gloede godt på os i forbifarten.

Med stort besvær fik vi ankeret fri, men i søgangen havde storsejlsfaldet slået sig rundt om salling og mast. Den brusende strand var højst 1 kabellgd. fra os .... op med fokken, dreje skibet med ankeret hængende over bunden. Vi dalrede ind gennem rækken af tønder.

Ind i sølæ bag øen, gennem det krumme løb forbi de to overeetfyr, der ville have kunnet lede os sikkert ind bag øen, hvis de ellers havde været tændt...

Forbi nogle store sandpumpere i fuld gang med uddybning, og forbi en lille havn.

Videre ad den gravede rende gennem vidtstrakte grunde så lave, at mågerne stod på højben over vandet. Tæt forbi nydelige engdrag, siv, buskadser og lunde, meget lig indsejlingen til Præstø, videre ud i åbent sund, hårdt drej med renden mod Stralsund, der viste sig forude med store tårne og flotte bygninger.

Ind i den store industrihavn, sammen med en lille færge, der langtudede for at vise os sin magt og få os til at humme os. En lille rundtur i havnen, ind foran den igen tudende færge, og hen ved nogle småbroer ved ydermolen, hvor der lå østtyske lystbåde og sågar en enlig svensker.

Vi fortøjede og rendte straks op i byen, som er lidt forfalden, men ganske flot. En stor del af byen er omringet af en kraftig fæstningsmur, sikkert fra storhedstiden som Hansestad.

Forretningerne bugner allerede af vestlige lyksaligheder med nøgne piger, en utænkelighed for 1 år siden. Det er dog stadigt muligt at østtyske produkter til østtyske priser, men den kikkert, jeg var ude efter, var udsolgt.

Vi fandt også en bådudstyrsforretning med et uhyre begrænset vareudbud, udelukkende
importerede varer. Det viste sig, at indehaverne var to unge vesttyskere.

Finns akkumulator var blevet flad på turen, og bådudstyrsfolkene tilbød straks at hent akkumulatoren og bringe den tilbage søndag morgen kl. 06:30 i opladet tilstand. For dette krævede den flinke mand den fyrstelige sum af 10 D-Mark, altså knap 40 kr. Med dette serviceniveau må de have en stor fremtid. Det skal nævnes, at priserne i forretningen lå linie med de danske.

Aftensmaden Lørdag blev spist på et lille værtshus ved havnen, hvor en halv snes unge gutter varmede op til nattens udskejelser i byen. Bockwurst med kartoffelsalat, uhyre beskedent og billigt. Der var to video-spillemaskiner, tydeligvis hastigt indkøbt og opsat. Naturligvis med brutale krigsspil. Musikken i værtshuset var klassisk af Beethoven, og det så de unge mennesker ud til at trives fint med.

Søndag morgen kl. 07:00 stod vi ud af havnen med beslutning om at gå hele vejen "indenskærs" til Rügens N-spids, en tur på 16 sm gennem utallige snævre løb. Vinden stod i stik N, så i en motorfri båd betød det utallige kryds med vekslende slaglængde. Der er lange stræk med render på kun 30 m. bredde.

Vi passerede spændende og fristende landskaber, over spændende vande med lave grunde og dybe bredninger. Det hele minder om Roskilde- og Isefjord, men kun omgivet af smalle bræmmer af land. Det gør det så frisk og giver løfter om pragtfulde sommeroplevelser med havluft og havbade trods "indenskærs" sejlads.

Vi så indbydende småhavne, der kaldte på snarligt besøg, mens vi flintrede rundt mellem de meget tætplacerede og omhyggeligt nummerede tønder. Om dagen er her absolut intet problem, men om natten kan man kun komme et stykke ind, før lystønder og ledefyr hører op. Til gengæld er der gode ankringsmuligheder ved anløb om natten, når man anløber gennem Libben, altså Ø om Dornbusch.

En fejllæsning i søkortet medførte et bump over grunden, men vi hang ikke i.

Endelig nåede vi den sidste snævring før åbningen mod Østersøen. Her var så tydeligvis årsagen til de slukkede overeetfyr ved den anden indsejling, for her var grænsestedet, et lille broanlæg med duc d'alber og en stor sort/hvid motorbåd. Idet vi vendte lige foran motorbåden, sprang en mandsperson i hvid ærmeløs undertrøje op og kiggede på os ud af ruden. Vi vinkede til ham, og så vinkede han til os, og vi krydsede videre ud af renden.

Dette var vores eneste, og jeg gentager, absolut eneste møde med de østtyske myndigheder.
Vores omhyggeligt medbragte pas blev ikke vist til nogen, ingen viseringer eller klareringer, det var næsten nemmere end en sverigestur. Og ikke eet krigsskib så vi.

Så hørte heldet også op. Ca. 8 sm. N for Dornbusch svandt vinden ind til intet, og vi lå fra kl. 13:00 til kl. 01:00 stort set uden at røre os. En svag brise rejste sig så langsomt fra S-SW, og vi satte spileren og gled mod Møn, hvis fyr længe havde lavet et lysskær i horisonten, og hvis sorte kontur var tydelig i den stjerneklare nat.

Mens vi gled af sted i natten, mødte vi et grufuldt syn.

En slæbebåd i det fjerne viste sig at komme trækkende med en uhyggelig tingest, som nærmere på viste sig at være et kæmpemæssigt betonmonster af ubeskrivelig form og med ufatteligt formål.

Vi kunne med begge parters ringe fremdrift have smuttet foran, men vi valgte at vige, mest af frygt for at blive sejlet over af monsteret, hvis vi pludselig gik i stå foran ekvipagen.

Slæbebåden lyste agterud på uhyret med store projektører, hvilket gav det et spøgelsesagtigt skær, som blev rædselsvækkende ret agtenfra. Vi forestillede os, at en sovende, der netop i dette øjeblik kom op og så monsteret, ville blive fuldstændig vanvittig af skræk over dets truende størrelse og form, og med det gyselige lysskær omkring sig, uvidende om, at det ikke nærmede sig.

Det gakkede fata morgana i denne sorte vandørken gjorde os helt elendige af grin, vi hulkede i lang tid, mens synet forsvandt i S-lig retning.

Kl. 05:30 anløb vi Klintholm Havn i svag S-lig vind. Den er såmænd meget pæn, dog ikke 150 kr. pr. overnatning værd, og vi forlod den kl. 07:00 efter en telefonopringning.  ****(note 2, se nederst)

Vi gled for spiler tæt forbi Møns Klint, der lyste hvidgult i morgensolen, et fantastisk smukt syn.

Vinden øgede langsomt, og hjemturen endte med temmelig frisk vind, spileren røg først ned ved anduvningsslikkepinden ved Sundby Havn kl. 16:00.
 
En pragtfuld tur, et lille eventyr, et møde med et nyt sejlerparadis. Østersøen er for os skrumpet til det lille indhav, den reelt er, men ikke har kunnet få lov til at være pga. bureaukratiske og militærhysteriske forholdsregler gennem årtier.


Det var det værd at få balladen for udeblivelsen fra arbejdspladsen på en højhellig mandag...

 


Tilføjelser og noter:

December 2007 :
Nu, over 17 år efter, og hvor Finn Ejnar Madsen er død for 3 år siden, har jeg efter gennemlæsning af beretningen fundet det rimeligt at lave nogle tilføjelser til min oprindelige beretning, der blev lavet til Sundby Sejlforenings blad - og også bragt i Kastrup Sejklubs blad.

****(note 1):
Denne sejltur var præget af den gemytlighed, der indtil den senere sejltur  til Færøerne karakteriserede Finns og mit forhold, når vi foretog fælles sejlture. Men på netop dette tidspunkt, hvor vi forsøgte anløb af Gellen i det buldrende mørke, og hvor Finn sad nede i kahytten og forsøgte at finde vores position på kortet, satte han i et jamrende skrig: "Jeg kan ikke se!!!"
Her, et par år før Finn fyldte 50, var hans langsynethed netop kommet op på det niveau, hvor man med eet - med trætte øjne og dårligt lys - ikke kan se de små tal, symboler og bogstaver i søkortet. Det kommer til os alle, men ikke under lige dårlige betingelser. Finn måtte derfor overlade tydningen af kortet til mig - og det gjorde (uretfærdigvis) ikke hans utryghed ved situationen mindre.
Dette har uden tvivl været medvirkende til hans egentlig ret kritisable beslutninge om at ankre - i pålandskuling og så tæt på den brusende strand. Dengang tilskrev jeg hans beslutning en stor erfaring udi ankring, men idag vil jeg nærmere beskrive det som en panikhandling.

****(note 2): 
Egentlig var formålet med anløbet af Klintholm Havn at Finn måtte ringe til Hvidovre hospital, hvor han var sat i arbejde som psykolog efter langtidsarbejdsløshed, et såkaldt svingdørsjob. Han skulle ringe til overlægen for at melde sig syg, men lige idet han fik kontakt med denne og med sørgmodig stemme havde erklæret at han desværre var blevet syg, satte en fiskekutter motoren igang med meget lydelige dunk-dunk - ganske tæt på telefonboksen.
Martin og jeg knækkede sammen af grin, og Finn havde temmelig svært ved at holde masken overfor overlægen.


Tilbage til Stig Ekblom


Jeg har sejlet flere ture til Rügen og rundt i området siden.
Klik her for at læse dem - og se fotos