Allerede i 1990, en uge før sammenlægningen af “de to Tysklande”, var jeg for første gang på en sejltur til Rügen sammen med min søn Martin og min ven Finn Einar Madsen (se artiklen "Rügen - en uge før Anschluss")

Kun 2 år efter denne første tur, nemlig i efteråret 1992, foretog jeg (Stig Ekblom) sammen med min ven Jonny i hans dengang nyerhvervede spækhugger dertil igen og kunne allerede da konstatere enorme forandringer.

Stralsund var under kraftig renovering, men arbejdsløsheden i hele området var oppe nær de 80 pct. I de små byer ude på Rügen var der trøstesløst og fattigt. Folk som vi snakkede med var langtfra glade for udviklingen siden DDR-styrets fald. Flere beskrev det sådan at det var som om de havde tabt en krig...

Nu - 10 år efter Jonnys og min første tur til Rügen - ville vi ned og se hvad der så er sket i den forgangne periode. Vi havde hørt eet og andet om mange nye marinaer og den megen turisme, men vi havde nu ikke forestillet os det så voldsomt, som vi kom til at se det. Vi sejlede ligesom sidste gang derned i spækhuggeren "Puha-da" fra Kastrup Havn - og kom afsted en lørdag middag midt i september efter at have provianteret godt, så vi kunne klare os nogle dage uden indkøb. Vinden var frisk fra nord-nordøst, tiltagende til 11-13 m/s i løbet af eftermiddagen, så vi rundede Møns Klint i kraftig medløbende sø. Vi opnåede dog helt sølæ inden vi anløb Klintholm Havn kl. 18:45 efter at have sejlet turens første 44 sømil. Næste morgen kl. 9:00 kom vi afsted - også i frisk vind fra N-NØ - og søen var ikke blevet mindre siden i går - tværtimod. Nu sejlede vi på noget nær halvvind, så det gik stærkt og kraftfuldt til.

På toppen af Dornbusch står et fyr med en flammehøjde på 95 meter over havet og med lang rækkevidde, 21 sømil. Nu fik vi altså et dejligt styremærke, men samtidig mange flere plaskere ind over låringen, sikkert på grund af den aftagende vanddybde som rejste søen yderligere. På vej ind i bugten under Dornbusch aftog vinden, og vi gled efter 32 sømils overfart roligt gennem det snævre løb mellem grundene i den nordlige indsejling til Rügen-området. Som sædvanlig kunne vi more os over de omhyggeligt nummererede sømærker, som godt nok ligger tæt i forhold til typisk dansk afmærkning. Tønderne er ovenikøbet nummerede, så man simpelthen ikke kan komme i tvivl om hvor langt man er kommet i forhold til søkortet.

Vi drejede til styrbord ad førstkommende “tøndeallé”, og derefter igen styrbord mod nord for at komme op til den lille by Kloster under Dornbusch. Havnen så ud til at være under kraftig ombygning, men 3-4 kabellængder før denne kunne vi se en klynge både, der lå ved et lille anløbssted i sivene.

Bådene var fortøjet til en lillebitte coaster, som jeg havde set i massevis af den første gang jeg var ved Rügen. Anden gang, altså allerede 2 år efter, var de fuldstændigt erstattet af vesttyske mercedeslastvogne, og en del ligger nu som vrag rundt omkring.
 

I stedet for at sejle ind til havnen anløb lagde vi os også uden på coasteren. Det var iøvrigt interessant at gå på opdagelse i skibets små kahytter og se levn fra dengang skibet futtede rundt med korn og varer til og fra de små anløbssteder i de vidtstrakte indre farvande i hele Forpommern. Vi spadserede hen til havnen for at se hvad der foregik dér. Havnen viste sig for tiden at være lukket for anløb for lystbåde, for den skulle udvides til en lille marina, og samtidig skulle udflugtsbådene have bedre faciliteter. Den lille by viste sig at være blevet forvandlet til et sandt ferieparadis med nymalede huse og et fuldstændigt renoveret kurhotel. Det sidstnævnte er yderst smagfuldt indrettet og sandsynligvis helt i overensstemmelse med den oprindelige arkitektur. Alle husene i byen har nytækkede stråtage og er nydeligt hvidkalkede i modsætning til før, hvor de var skiddengrå med rustne bliktage.

Ærgerligt at vi ikke tog billeder af området sidst vi var her, det havde virkelig givet nogle sigende før-og-efter-billeder.

Her var kommet minimarked med - blandt meget andet - hjemmesyltede agurker på trætønder, og det myldrede med cyklende turister; for biler har nemlig ikke adgang til stedet. Midt i byområdet beså vi ruinerne af det gamle cistercienserkloster, der har grundlagt og navngivet byen. Det eneste opretstående bygningslevn fra klosteret er den fine gamle kirke, men fundamentet af klostermuren er fremdraget, så man kan danne sig indtryk af klosterets størrelse.

Der ligger en økologisk forsøgsstation tæt ved havnen, og det er tydeligt at man ved at udnævne stedet til nationalt beskyttelsesområde vil sikre at forholdene forbliver i pagt med naturen. Så jeg er sikker på at den fremtidige udvikling vil bevare stedet lige så attraktivt som det er nu.

Næste morgen tog vi afsted fra det lille anløbssted med kurs mod Stralsund, et “indenskærs” stræk på 17 sømil. Vinden var svag fra vest, og vi kapsejlede hele vejen med en langt større båd, hvis ejer tydeligvis ikke kunne få ind i sit hovede at den der lille båd som vi sejlede i uden videre kunne hamle op med ham i den svage vind - som jo netop er spækhuggerens store styrke. Han trimmede som en vanvittig, men kun når vinden tiltog lidt kunne han avancere - kun for at opleve at vi tog ham igen, når den aftog.
Langsomt steg luftspejlingen af tre store kirker flimrende op over kimingen sydpå sammen med fremtoningen af en stor blå værftshal; vi nærmede os Stralsund.

Vi ankom om eftermiddagen til den nordlige havn, hvor vi med noget besvær fandt en “grøn” plads ved en flydebro. Vi gik straks en tur i byen, og lagde da vejen om efter hvor vi formodede at toldkontoret lå - uden at kunne finde det. Schengen-aftalen, der jo skulle gøre grænsepassage meget nemmere, har - i hvert fald på papiret - gjort det meget mere besværligt for os lystsejlere. Men som vanligt viste det sig at der intet skete ved ikke at overholde vores “meldepligt i første ankomsthavn til et Schengen-land”. Vi fandt aldrig en tolder at gøre det til.

Det viste sig at være billigt at spise på restaurant, så efter at have kigget ind en lang række steder rundt i byen uden at finde noget der fristede os, endte vi nede på havnen på en græsk restaurant, “Jorgos”. Maden var glimrende og rigelig, og den kostede kun 8 Euro, svarende til ca. 60 kr pr. kuvert.

Havnekontoret i Stralsunds havn - i fineste stil		Stralsunds middelalderlige rådhus i pomp og pragt. Man kan gå rundt inde under det i gadeniveau

Fornemme patricierhuse - men alle er ikke helt klar endnu		Som dette, der endnu står helt urenoveret - så man stadig kan se, hvordan hele byen har set ud for få år siden

Dele af den gamle fæstningsmur titter frem hist og her		Den største af de tre største kirker i Stralsund

Vi gik op ad de umådeligt mange trappetrin  i den største kirkes tårn, 104 meter højt, og nød ligesom sidst den storslåede udsigt over byen og dens smukke omgivelser. Heroppefra kan man helt tydeligt se middelalderbyens ældgamle byplan med volde, bymur og byporte - kun åben ud til dens vigtigste facilitet, havnen. Fra den har de magtfulde hansekøbmænd drevet deres verdensomspændende handel og bragt de uhyre rigdomme til byen, som vi endnu idag kan beundre i form af de fornemme pakhuse, borgerhuse og det fantastisk udsmykkede rådhus, de kolossale kirker og de mange klostre.
 

Nu var det om at komme videre, en forhindring skulle overkommes. Strelasundsbroen midt i havneområdet åbner kun tre gange om dagen - nemlig een gang morgen, middag og aften. Resultatet af disse alt for få åbninger blev så, at der lå alt for mange skibe og både og ventede på at komme igennem, så man kun kunne tillade gennemfart fra een side ad gangen. Det tog sin tid - næsten tre kvarter, før alle var igennem Vi slap igennem kl. 17:25, hvorefter vi på kort tid sejlede de kun knap 6 sømil nedenom halvøen Drigge til vores mål Gustower Wiek. Her ville vi tilbringe natten.

Den lille øde anløbsmole i Gustower Wiek - kun besøgt af en enkelt lille dansk spækhugger		Den kullede (tårnløse) kirke i Gustow - fra dengang Rügen var et dansk bispedømme

Klokken 14 afsejlede vi med kurs mod Lauterbach, som vi også anløb da vi var her sidst. Turen på 18 sømil var hurtigt klaret. Den sidste halvdel af turen hertil går gennem den største af Rügen-områdets bredninger, Greifwalder Bodden. Havnen ligger lige ved øen Vilm (udtales “film”), der var DDR-ledelsens ferieparadis, og som dengang var aldeles utilgængelig for offentligheden. Det er den næsten også nu, idet den er blevet udnævnt til økologisk forsknings- og beskyttelseområde. Man kan dog - mod klækkelig betaling - få adgang til en guidet sejltur til øen med rundgang.

Lauterbach Havn har undergået nogen forandring, idet togbanen er blevet ført helt ned til selve havnen, og der er bygget en stor marina udenfor. Før udgjordes lystbådehavnen af nogle små forfaldne broer i den nordlige del af den ret store erhvervshavn - med et hyggeligt lille sejlklubhus, hvor man frivilligt kunne lægge de havnepenge man syntes man villle betale for de yderst sparsomme faciliteter, der dengang var til rådighed. Nu er der - ude i marinaen - nogle pragtfulde toiletter og bademuligheder, og det koster 8 Euro (60 kr.) at overnatte. Langs een af broerne i marinaen er der udlagt flydende feriehuse, hvor landkrabber kan nyde havnelivet på første parket. Men nu her i september var der ikke meget for dem at se på i den retning, havnen var stort set tom for både.

Husbådene i den nye marina i Lauterbach

I det fjerne lød dampfløjters piften, hvilket ligesom sidst vi var her fortalte at der her fra Lauterbach over den fantastiske by Puttbus og ud til badebyen Göhren på den østlige Rügen-kyst kører et helt fantastisk smalsporstog, “Der rasenden Roland”.

Flere forskellige småbitte damplokomotiver trækker de små og utroligt nuttede, men veludstyrede togvogne afsted under fløjten og prusten.

Mærkeligt at tænke sig at denne “kleinbahn” var et hverdagstransportmiddel for Rügen-boere for bare halvandet årti siden. Nu er alt jo restaureret, sikkert nærmest til ukendelighed for de daværende brugere af banen. Der er desuden tilført en del lokomotiver og vogne fra andre smalsporsbaner i Tyskland, så det er blevet en rigtig fin museumsbane - og det må være et virkeligt godt kort for turismen i området at have den.

"Der Rasender Roland" -  men det er svært at se hvor lille den er	En af de istandsatte vogne - bemærk kakkelovnen

Ved havnen ligger nu adskillige restauranter og endda en nogenlunde velassorteret bådudstyrsbutik - tilhørende det lille bådeværft, der tydeligvis havde gang i apteringen af en nybygning, en båd på vel 35 fod - så der må være nogen der er kommet til penge i dette område. Den lille gamle lystbådehavn havde nu - udover nye broer - også fået et helt andet udvalg af lystbåde end sidst vi var her.

Dengang udgjordes det mest af en mængde små velholdte “jollekreuzere” bygget af træ og med sænkekøl, lavt fribord - og en ligesom alt for høj kahyt. Nu dominerer plastbådene, men i ret beskedne størrelser. Der findes dog adskillige jollekrydsere endnu, og vi så også flere blive sejlet med næste dag - af hvidhårede gamlinge.

Næste morgen spadserede vi - ligesom da vi var her for 11 år siden - til byen Putbus, der ligger 2 km fra havnen. Putbus var i midten af 1800-tallet en mondæn ferieby for de virkeligt rige i Tyskland, og arkitekturen er fantastisk. Da vi var her sidst var byen nærmest en uhyggelig spøgelsesby i dybt forfald, men nu er der allerede så istandsat, at man virkelig kan fornemme den luksuriøritet som den har været præget af engang. Nu befolkes den af almindelige turister, der bor i de tidligere rigmandspaladser, som ligger i ring omkring en rund park - en såkaldt “cirkus”.
		Byen Putbus set ovenfra (foto: http://www.ruegen-web.de )

Den gamle kostskole, som nu er IT-kollegium	En af de få tilbageværende ruiner i Putbus

I den kæmpestore park ved siden af har der ligget et fantastisk fyrstepalads, som desværre er væk, da det blev revet ned efter en brand under DDR-tiden.

Byen rummer et stateligt gammelt teater, der nu er blevet restaureret og taget i brug.

Den private kostskole som byen oprindelig voksede op omkring i første del af 1800-tallet er nu IT-kollegium - og ikke helt restaureret på bagsiden ligesom flere af de andre bygninger. Men facaderne står så stateligt og flot som dengang.

Spøgelserne er næsten fordrevet, og byen fremstår som endnu et af de mirakler, der gør Rügen-området så værdifuldt at opleve.

Vi fandt med noget besvær togstationen og beundrede igen de fine lilliputlokomotiver og -togvogne. I remisen arbejdedes der ihærdigt med vedligeholdelse og restaurering af materiellet.

På tilbagevejen til havnen gik vi en lille omvej gennem den lille fiskerby Neuendorf vest for Lauterbach. Den består af idylliske gamle fiskerhuse - alle omfattende, men nænsomt istandsatte - og næsten alle med skiltene “Zimmer frei” ude ved vejen. Alt her står i turismens tegn.

Vi sejlede afsted fra Lauterbach om eftermiddagen - gik nord om øen Vilm for at tage den 6 sømil korte distance over Greifwalder Bodden til Zickersee, som vi også gik ind i sidst vi var her - bare lige for at overnatte.
 

		Ligesom sidst vi var her mødte vi øst for Vilm en lille udkigspost, placeret midt ude i vandet og kun med eet lille grimt hus på - og med mulighed for at et fartøj kunne lægge til hele vejen rundt. De gange jeg har mødt det, har alle ombord været overbevist om at det har været een af de nærmest paranoiske sikkerhedsforanstaltninger der har tjent til at betrygge DDR-ledernes ophold på ferieøen, og det har virket skræmmende og frastødende for os at se på. Vi har tænkt på modsætningen mellem det karske liv på fortet og så DDR-ledernes fede liv på Vilm. Men senere har Thomas Gidlöf henvendt sig til mig og udlagt stedet som en afmagnetiseringsstation - altså et sted hvor stålskibe kan sejle hen og blive afmagnetiseret, så deres kompas ikke viser forkert på rejsen.
Er det mon min eller DDR-styrets paranoia, der har været på spil her?

Vi tog grunden på vej derind, nok fordi vi var kommet lidt for meget til styrbord i renden, der var meget dårligt afmærket - kun med tre røde stager med stor indbyrdes afstand. Men vi kom løs igen og fortsatte.

Da vi kom ind blev vi nærmest målløse. Havnen er aldeles nybygget og meget større end man kunne drømme om. Den er tydeligvis anlagt som fiskerihavn, og den ligner nærmest en splinterny kummefryser i kæmpeformat. Molerne er ud mod bassinet beklædt med galvaniseret jern med fastgjorte nylonfendere, og molerne er ovenpå fuldstændigt brolagte med cementsten a la SF-sten.
Der er opstillet to små skurvognstoiletter med gratis bad.

Vi gik en tur op til Thiessow, der som så mange andre byer på Rügen har udviklet sig eksplosivt til et helt vildt ferieparadis. Restauranter, moteller og badehoteller ligger side om side, og længere ude mod Klein Zicker ligger en kæmpestor campingplads. Tæt ved havnen ligger - meget åbent - en restaurant, hvor vi valgte at spise vores aftensmad. Næste dag lempede vi lige så stille de kyllingebryster, vi havde indkøbt til at lave aftensmad af overbord. I to dage havde vi ladet os friste af de billige og gode restaurant-tilbud, så vi svigtede bådens egne muligheder for kulinariske tilbud.

Næste morgen fik jeg en sludder på havnen med en en af de gode borgere fra byen. Han bekræftede at der var sket en enorm udvidelse af byens ferietilbud. Der havde godt nok eksisteret et par restauranter i byen i DDR-tiden, men der måtte man indstille sig på at stå i lang tid i kø udenfor for at få noget at spise hos - for der var intet andet at byde på i den retning i miles omkreds. Og havnen var ganske rigtigt blevet forbedret med EU-tilskud - og hvilke faciliteter: En traverlift der kan tage 65 tons, en stor hal hvor man kan bygge og vedligeholde både - og en fiskeauktionshal under kraftig udbygning.

Altsammen i en havn der må siges at ligge temmelig afsides, og hvor der ihvertfald foreløbig kun kan komme fartøjer ind med største dybgang på 1,8-2 meter.

Vi kunne ikke komme til at betale havnepenge til nogen - efter sigende var det byens borgmester der krævede dem op, og ham kunne vi jo ikke vente på det halve af formiddagen. Så i skøn overensstemmelse med de lokale fiskere og tilstedeværende byborgere sejlede vi bort fra dette forunderlige sted uden at have svaret den forordnede “hafengeld”.

Vel ude af naturhavnen satte vi kursen mod de uhyggelige fortidslevninger af det tidligere atomkraftværk “Greifswald” der var i en sørgelig og dødsensfarlig tilstand under DDR-styrets nedtur - og som derfor blev lukket. Først efter et godt stræk sydpå kunne vi dreje ud af den gravede rende gennem “Thiessower Haken”, det lange rev der strækker sig ned fra Rügens sydøstspids.

I god vestlig vind og dermed dejligt sølæ susede vi op langs badekysten ud mod Østersøen, og vi kunne i kikkert se de mange hoteller og den meget smukt genopførte “pælebadeanstalt” ved den vigtigste ferieby på Rügen, Sellin. Selve badeanstalten ligger yderst på en 400 meter lang bro, og bygningen er blevet genopført i 20'er-arkitektur - den blev genåbnet i 1998. Du kan se mere om den og andre seværdigheder på Rügen på http://www.ruegen-web.de Vi mødte flere rundtursbåde fra Sassnitz, åbenbart sejlende med folk der gerne ville have en oplevelse af hav. Tyskland er jo et meget stort land med meget lidt kyst, så for langt størstedelen af befolkningen må havet være noget ukendt og frygtindgydende, hvorfor en sejltur lige uden for øen her på den fredsommelige Østersø åbenbart kan fremstå som et overvældende ferieminde.

En stor tidligere engelsk ubåd ligger fortøjet ved en kaj, så turisterne kan komme ned og kigge i den - for en entré på godt 40 kroner.		Ubåden i Sassnitz Havn  - i baggrunden kan man se luksushotellet i ægte betonstalinistisk DDR-stil

Et andet sted ligger en fuldstændigt restaureret typisk DDR-tids-trawler - en sort/brun sidetrawler med en utrolig masse antennewirere i riggen. Nu er den smukt nymalet, men dengang var de forfærdeligt rustne og usle at se på, og de omstændeligt forviklede antenner gav anledning til udbredte gisninger om lytteudstyr og anden farlig spionvirksomhed.
Men ak, sandheden har nærmere været at de fattige fiskere har været henvist til at anvende de gammeldags og primitive radiokommunikations- midler der krævede meget lange antenner. Det mere avancerede udstyr har nok været forbeholdt militæret.

Broerne i havnen bærer endnu præg af DDR-tiden. Kernen i broen udgøres af enormt kraftigt afrikanertræ, men udenpå dette er der påmonteret nogle modbydelige stålrør, der ville være helt umulige at fendre af mod hvis man lå alongside.
Nu er der sat agterpæle ud, så man kan ligge med stævnen til, men smukt er det ikke, og det er stadig upraktisk at fortøje til.

Den helt istandsatte gamle DDR-Trawler, så flot som jeg aldrig  så dem i Sundet		Friluftsscenen på strandpromenaden nord for Sassnitz Havn

Vi begav os straks ud ad havnepromenaden, hvor restaurant ligger ved restaurant, og der kom vi til sidst til en fantastisk friluftsscene, sandsynligvis opført engang i 1920’erne i en utroligt morsom arkitektur - og nu omhyggeligt restaureret.
Scenen har form som en kæmpemæssig muslingeskal med nogle små finurlige omklædnings- og grejhuse ved.
Lige inden vi kom dertil mødte vi ruinen af et forhen pragtfuldt dansepalads fra engang i  1800-tallet. Vi kunne læse på skilte at der er sat et projekt igang med en fuldstændig retablering af stedet - det bliver spændende at se det færdigt engang.

En trappe førte op til den gamle kurby ved pynten ud mod Østersøen, og her blev vi slået af betagelse over al den luksus der udfoldede sig for vore øjne. Hotel ligger ved hotel, indrettede i de gamle forhen privatejede paladser, som hovedrige  tyskere især i midten af 1800-tallet har ladet opføre for at kunne tilbringe sommeren ved havet - i vild luksus.

Der ligger dog endnu bygninger, som ikke er blevet restaurerede. De bringer vidnesbyrd om hvor trøstesløst her må have været dengang området lå hen i forfald, og hvor folk boede i bygningerne som de nu bedst kunne - med tæpper for døre og vinduer for at holde varmen i de dårligt isolerede huse.
Pudset er raslet af, murene er brune og skjoldede, vinduesrammerne står i nøgent, sortladent træ - der er tydeligvis intet blevet gjort for at vedligeholde nogetsomhelst siden verdenskrigen. Når alt om føje år er blevet restaureret vil området fremstå særdeles homogent - i en for den tid og slige steder fremherskende arkitektonisk stil, den såkaldte Bäder-arkitektur.

Det er allerede fantastisk at gå rundt i dette område, og det vil med sikkerhed kun blive endnu mere fantastisk. Endnu engang må man rose at de tyske myndigheder fastholder den oprindelige stil og modvirker at moderne og afvigende bygninger bliver knaldet op mellem de andre, så billedet forvirres. Der findes endda en del endnu ældre bygninger, meget mere beskedne end de andre og i bindingsværk - måske fra 1700-tallet eller før. De giver jo yderligere kolorit på stedet, men ville lide stor nød, hvis der blev opført en masse moderne bygninger omkring dem - så ville de forsvinde helt i forvirringen, ligesom vi kender det med fine gamle træbåde blandt store moderne både i nutidens marinaer.

Vi gik op til kirken, der er fra nyere tid og ikke særlig interessant - bortset fra dens høje beliggenhed, der giver en dejligt overblik over byen og ud over Østersøen. Lidt længere nede  ligger byens handelscentrum med gågader og et højt og rædsomt betonluksushotel fra DDR-tiden. Herfra gik vi ned til havnen over den tidligere tilkørselsrampe til bilfærgerne til Trelleborg - fra dengang færgerne anløb Sassnitz-havnen frem for som nu Mukran, der ligger et par sømil længere mod syd i bugten. Vi indtog aftensmaden på en af de mange restauranter, der ligger langs strandpromenaden, den var som sædvanlig upåklagelig.

Efter maden gik vi en aftentur på den lange ydermole, hvor vi til vores overraskelse konstaterede at der kunne køre biler hele vejen ud og rundt om den - sikkert for at man i DDR-tiden kunne bevogte den både indvendigt og udvendigt. Et godt stykke ude ad molen lå en gammel coaster, der var indrettet til restaurant - og rigtigt hyggeligt. På dækket stod to høje tynde træmaster, som vi godt havde bemærket da vi sejlede ind. De var beregnet til at holde en kæmpe lyskæde til at lokke folk derud om aftenen - fornuftigt nok - men det så besynderligt ud i dagslys. Her drak vi aftenkaffe og gik så turen tilbage til båden, hvor vi så kunne gå til ro i den ellers ret urolige havn.

Næste morgen var vinden svag og nordlig, så vi krydsede adstadigt ud fra havnen med 64 sømil foran os til Falsterbokanalen.  Vi nød længe kridtklinterne på Rügens udgave af Møns Klint - dog forstyrret af den besværende sø i den ringe vind. DMI havde lovet østlig kuling for farvandet i morgen, op til 18 m/s, så det var bare om at udnytte de små vindpust der var til at komme længst muligt hjemad i dag. Vinden drejede langsomt lidt mere til nordøst, men svingede mellem næsten ingenting og ganske let, så det var godt at vi sejlede i spækhugger, der jo kan klare sig med lidt vind og alligevel kommer godt fremad. Vi sejlede ligesom imellem to bygefronter, og det var muligvis medvirkende til den ringe vind og den besværende søgang.

Først ca. 15 sømil sydvest for Trelleborg blev vi samtidig med mørkets frembrud overfaldet af en kraftig byge - netop som vi kom ind i det stærkt skibstrafikerede område langs svenskerkysten. Regnen stod tykt og det lynede omkring os mens vi holdt skarpt udkik efter de forbipasserende skibe.

Efter den kraftige byge bed vinden sig fast i det østlige hjørne med en styrke på 8-10 m/s, så vi fór afsted kun for storsejlet, mens vi behændigt undgik skibene der helt uden at tage notits af os i flere tilfælde ændrede kurs så de kom på kollisionskurs med os.
Fart- og ruteplaner er tydeligvis noget man følger helt uden hensyn til småbådstrafikken. Vi kan bare flytte os - her skeles ikke til søvejsreglerne.

Ved 23-tiden anløb vi Falsterbokanalens sydhavn - kun for at konstatere at den sydlige sluseport var spærret. Den søvnigt og mangelfuldt belyste bom var slået ned for at vise at gennemsejling ikke var mulig - godt at jeg har været der før, så jeg kender den.
En fisker fortalte os næste morgen at der er 4-5 lystsejlere om året, der rammer på sluseporten, der køres op nede fra bunden af kanalen.
I sommers var en større fiskerbåd i fuld fart ramlet på sluseporten og fik slået stævnen ind så skipperen måtte sætte båden på grund i kanalsiden for ikke at gå til bunds. Han havde havde tolket spærrebommen - der jo kun rækker halvt ud over kanalåbningen - sådan at der var lukket for den bagbords side af kanalen, så man kun kunne gå igennem i styrbords side.

Der står ingen instruktion herom på skilte eller i havnelodsen, så det er op til een selv at kende til forholdene - hvilket han altså ikke har gjort.

Det er skammeligt at de svenske søfartsmyndigheder ikke kan give bedre anvisninger til lystsejlerne - ikke engang efter de gentagne kollisioner med sluseporten, der jo kun står lige i vandoverfladen og dermed er meget svær at se, især i mørke. Det må da være muligt at sætte et belyst skilt op herom, og så at sætte noget mere tydeligt lys på bommen frem for de sløve blå lygter.
Da vi var her ved denne lejlighed var den yderste lampe på bomnokken oven i købet gået ud...
 

Den forræderiske sluseport lige i vandoverfladen. Det er vel forståeligt at nogen ramler på den i mørke - selv i dagslys er den svær at se. Trods vore ihærdige lyssignaler til brovagten i tårnet 1,5 sømil borte viste det sig umuligt at få kontakt med ham, så vi måtte fortøje for natten i kanalmundingen - alongside ved en lille privat fiskerbro. Det øsede ned hele natten og om morgenen med, men skoven gav fint læ for den østlige vind, der nok var oppe på de nær 10 sekundmeter.

Vi spadserede i øsregnen op til broen i den nordlige ende af kanalen for at lave en aftale med brovagten, når vi nu ikke kunne komme i kontakt med ham på anden måde. Der var ingen ringeklokke eller samtaleanlæg ved døren forneden på brotårnet, men der stod en dør åben oppe ved udsigtsplatformen foroven, så ved at råbe højt hallo derop fik vi kaldt brovagten frem. Vi aftalte gennemsejling om tre kvarter, men inden vi var nået helt tilbage til båden havde han allerede sænket sluseporten, så vi kunne gå ind i kanalen for påhængsmotor. Alt er åbenbart baseret på at man har VHF eller mobiltelefon, men med hensyn til det sidste skal man jo kende telefonnummeret for at kunne ringe op - og det stod heller ingen steder.

Uden yderligere problemer kom vi gennem broen og den nordlige falsterbohavn og ud i Kämpingebukten gennem den omhyggeligt afmærkede rende. Vinden tog langsomt til, mens en ækelt stor og sort byge tårnede sig op syd for os. Bygen løb heldigvis ud over Køge bugt, så det holdt tørt omkring os. Vi strøg afsted kun for genuaen, som viste sig at være passende sejlføring til vinden, der efterhånden øgede til 13-14 m/s indtil vi efter dagens 17 sømil anløb Kastrup Havn i rasende fart og kunne suse ind på bådens faste havneplads.

Meteorologernes forudsigelser om vejret blev opfyldt, og ligeledes vores håb om komme til at opleve udviklingen på Rügen siden vi havde været der sidst. Det sidste langt ud over forventningerne. Ved fremtidige besøg skal vi nok regne med at størsteparten de sidste små uforstyrrede idyller efterhånden forsvinder og bliver afløst af endnu flere turisttilbud. Godt for den lokale befolknings økonomi, men trist for os der har fundet Rügen så charmerende i sin uforstyrrethed ved de første besøg. Forhåbentlig vil nye kvaliteter kunne overskygge dette tab.

For en årrække fremover vil der sandsynligvis være masser at komme efter på Rügen.